De fleste af os kender det: vi føler vi spiser sundt, men alligevel taber vi os ikke, eller måske tager vi på. Hvorfor? Du tager ellers kun ét (to, tre, fire eller fem) stykker slik når det liiige står på bordet. Og du drikker kun kaffe ud over vand. Måske har du hørt en fra arbejdet fortælle, at din forbrænding altså godt kan gå i stå, og derfor må det helt klart være det. Men før du begynder at skyde skylden på din forbrænding (som altså gør alt hvad den kan), så prøv at holde øje med de skjulte kalorier, og se om ikke det hjælper dit vægttab i gang igen – eller giver plads til mere mad.

Stegefedt

I OMA´s flydende stegefedt er der 127 kcal i en spsk. Det løber hurtigt op hvis man “bare” hælder på panden. Det varierer selvfølgelig meget hvor meget af det man ender med at spise; laver man mad på panden tre gange om dagen eller en gang hver anden dag, og laver man til sig selv eller til en familie på fem ad gangen. Ikke desto mindre er det værd at være opmærksom på mængden af stegefedt man bruger og hvilken. 

Bland selv slik

Vi er IKKE imod bland selv slik. Eller slik helt generelt. Men hvis man vil tabe sig er man nødt til at regne det med i kaloriebudgettet. Et stykke vingummi på 5 g. løber (plus/minus) op i 19 kcal. Spiser man fem stykker uden rigtigt at tænke over det er det 95 kcal. Vel og mærket uden at være opmærksom på det. Igen: der er intet i vejen med at spise slik (heller ikke under et vægttab), men planlæg efter det, så der er plads til det, fremfor at det får dit vægttab til at halte. 

Mælk, fløde og/eller sukker i kaffen

Den her rammer hårdt ved nogle. Ligesom med alt andet kommer det selvfølgelig rigtig meget an på mængden, men drikker man bare fire kopper kaffe om dagen med ½ dl. letmælk i hver løber det op i 90 kcal. Nogle bruger selvfølgelig minimælk eller skummetmælk, mens andre bruger både sukker og fløde.

Dressing

Smider du 2 spsk. full fat dressing på din salat løber det op i 118 kcal ekstra. Sammenlignet med kalorierne der er i selve salaten er det en hel del. Hvis du ikke synes om light dressing er det en god ide at være opmærksom på det, så man kan regulere herefter, enten med lidt mindre dressing eller lidt mindre af noget andet. Som med alt andet er det en prioriteringssag. Alternativt findes der rigtig mange light dressinger. Alt efter hvilken det er bør man være opmærksom på, at man ikke overkompenserer for de få kalorier ved at hælde en større mængder på – så ender du hurtigt på 118 kcal alligevel. 

Mayonnaise (og smør, remoulade osv.)

Ligesom med dressingen kan der hurtigt ryge flere kalorier på brødet end man regnede med. I en spsk. mayonnaise er der 101 kcal. En spsk. (uden top) syner måske ikke af så meget på brødet, så man kommer hurtigt op på mere end man forventer. Det samme gælder selvfølgelig smør osv. Skift evt. din mayonnaise ud med en light udgave, eller vær (meget) opmærksom på ikke at bruge mere end planlagt. 

Snacks

Det er ofte som om man (meget belejligt) bliver lækker sulten liiiige imens man går forbi 7/11. Eller også sniger der sig lige lidt med på båndet når du står og venter i køen i Netto. Det resulterer tit i at man “kommer til” at købe en marsbar (eller lignende), og uden at tænke videre over det har du spist 234 kcal ekstra. Prøv alternativt at have nogle riskiks liggende i bilen. Der er meget(!!) færre kalorier i, og det kan være med til at forhindre at du “kommer til” at holde ind ved tanken, eller sniger en marsbar med i indkøbskurven. 

Hvis vi lægger alle de ovenstående tal samme løber det op i 765 kcal. Dvs. at hvis du ikke har medregnet de her ting i dit vægttab, og du tror du ligger i et underskud på 400-500 kcal om dagen, så kan du reelt set spise 265-365 kcal mere end du forbrænder. Det er rigtig ærgerligt hvis man kæmper med et vægttab. Det er selvfølgelig ikke alle der kan nikke genkendende til alle punkterne, men man kan måske genkende sin egen hverdag og handlinger i nogle af dem i mere eller mindre grad. Så kan det hurtigt være med til at man stille og roligt tager på, eller at et vægttab går meget, meget langsomt, eller helt i sig selv. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *